Twenty One Pilots

Mandag, 11. februar 2019 - 20:00

TWENTY ONE PILOTS

HYPEN OMKRING DEN POPULÆRE DUO NÅR NYE HØJDER

Fans har ventet spændt på nyt om, hvornår den storhittende amerikanske popduo endnu engang ville melde sig klar til at tage på turné. Nu er ventetiden endelig slut for de mange danske fans. Twenty One Pilots indtager Royal Arena den 11. februar 2019.

Twenty One Pilots har på det seneste lagt små spor og ledetråde ud til deres fans. Både på de sociale medier og i bybilledet i bl.a. London og New York City. Det har fået rygterne til at svirre og rejst vilde spekulationer, om der mon var et nyt og femte album på vej fra de to populære herrer. Fans over hele verden er sprunget ud som amatørdetektiver i jagten på sangtitler, nyheder om bandets planer og andre tegn på nyt fra Twenty One Pilots. Nu kan bandet endelig annoncere, at de hopper på tourbussen og lægger vejen forbi Danmark.

Twenty One Pilots er drømmen der gik i opfyldelse for teenageren Tyler Joseph. Sammen med to venner søsatte han bandet i Ohio tilbage i 2009, mens han stadig gik i high school, og samme år udgav trioen selv et selvbetitlet debutalbum, som hurtigt placerede dem på det musikalske landkort.

Der var dømt medrivende, storladen og emotionel pop med en god portion rap i mixet. Men kort efter debuten stod Tyler Joseph pludselig alene om projektet. Han rekrutterede dog hurtigt trommeslager Josh Dun, og så var vejen så småt banet for 2013’s store gennembrud, ‘Vessel’.

Albummet var spækket til randen med hits. ‘Car Radio’ solgte 2 x platin i hjemlandet, og yderligere to numre fra pladen gik platin, mens tre gik guld. Samtidig tog Joseph og Dun på deres første Europa-turné, som også inkluderede et besøg i Lille VEGA i 2014.

Men det var først i 2015, at succesen for alvor eksploderede med duoens fjerde album, ‘Blurryface’: Både ‘Stressed Out’ og ‘Ride’ blev verdensomspændende hits, og i 2016 var ‘Heathens’ en del af soundtracket til filmen ‘Suicide Squad’ som endnu en kæmpe platinsucces for duoen. Med dette album tog bandet også et kvantespring med deres koncerter, hvor Falkoner Salen lagde hus til en komplet udsolgt koncert i 2016.

Nu skal Twenty One Pilots sætte sig på popherredømmet på verdensplan, og en stor Europa-turné er kørt i stilling i begyndelsen af 2019. Danmark bliver denne gang ikke snydt, for 11. februar er Royal Arena nemlig reserveret til en eksplosiv fest i selskab med hitmagerne fra Ohio.

Det er i dén grad noget af et spring, Joseph og Dun har taget siden deres første koncert i Lille VEGA, men når man lytter til de medrivende sange fra duoen, er det tydeligt, at de store hits er af arenaformat snarere end klubstørrelse. Det bliver uden tvivl stort.