VM i Idrætsgymnastik 2021

18.10.2021 – 24.10.2021 - Billetsalget starter i 2020

1/3 2018:

I 2021 skal GymDanmark sammen med Sport Event Denmark være værter for det største internationale mesterskab i gymnastiksammenhæng. Det er verdensmesterskaberne 2021 i den olympiske disciplin Idrætsgymnastik, som GymDanmark netop er blevet tildelt.

I 14 dage vil Royal Arena i København blive hjemsted for OL-gymnaster, internationale verdensstjerner og tilskuere fra hele verden. Idrætsgymnastik er af mange kendt som gymnastikkens kongedisciplin, og er en af de største idrætsdiscipliner på OL-programmet målt i antal tilskuere og tv-seere. Publikum kan derfor allerede nu godt begynde at glæde sig til verdensklasses gymnastik i en festlig og storstilet arena.

Om værtskabet siger Formand i GymDanmark Anders Jacobsen:

”Det er en stor sejr at blive tildelt VM i Idrætsgymnastik, ikke bare for GymDanmark, men også for dansk gymnastik i sin helhed. En event af dette format passer rigtig godt ind i den retning og udvikling vi har sat for gymnastikken i Danmark, og er i god tråd med den professionalisering af forbundet, der pt foregår. Jeg er sikker på, at mange af vores egne knapt 200.000 medlemmer – og resten af Danmark – vil få en gymnastikoplevelse for livet, når vi i samarbejde med Sport Event Denmark og København holder VM i Idrætsgymnastik på dansk jord i 2021.”

Hvem
Omkring 500 gymnaster og 600 officials fra over 70 nationer deltager. Idrætsgymnastik er den gymnastikdisciplin, hvor flest nationer deltager ved verdensmesterskaberne

Hvad
Idrætsgymnastik kendes af mange herhjemme som redskabsgymnastik. Disciplinen kræver mange timers træning, for blandt andet at kunne "stå" i ringene, svinge benene over hesten eller balancere på bommen. For at mestre disciplinen skal man have en høj grad af grundtræning, hvor balance, smidighed, reaktionsevne, koordination og styrke er i centrum. Men idrætsgymnastik er også sjovt, udfordrende og en sport der er dybt fascinerende, både for gymnaster og tilskuere. Idrætsgymnastik er OL-disciplin og udbredt i gymnastikforeninger i hele Danmark. Se danske foreninger her.

Hvornår
Royal Arena i København, den 18. – 24. oktober 2021

Hvad konkurreres der i:

Mandlig Idrætsgymnastik, seks discipliner:
Øvelser på gulv, spring over hest, barre, bensving, ringe og reck

Kvindelig Idrætsgymnastik, fire discipliner:
Øvelser på gulv, spring over hest, forskudt barre og bom

Bagom VM i Idrætsgymnastik 2021
Det er GymDanmark, der i samarbejde med Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og det internationale gymnastikforbund FIG, står bag det 50th Artistic Gymnastics World Championships 2021.