Björk

Mandag, 2. september 2019

Björk bringer spektakulært teaterkoncertformat til Danmark

Tidligere i år fremførte den islandske verdensstjerne og multikunstner, Björk, otte totalt udsolgte teaterkoncerter på Manhattan i New York som en del af sangerindens Cornucopia Tour. Den anmelderroste koncertrække er blevet beskrevet som et mesterværk og en af islændingens mest spektakulære optrædener til dato. Nu bringer Björk den anmelderroste teaterkoncert til Danmark, når hun besøger Royal Arena torsdag den 5. december 2019, som er hendes første danske indendørs koncert siden 1997.

Den islandske verdensstjerne, Björk, er en multidisciplinær kunstner og innovatør på tværs af musik, kunst, mode og teknologi. Fra at skrive, arrangere og producere et bredt musikkatalog til at udforske virtual reality og digitale apps, har Björk gennem fire årtier inspireret, eksperimenteret og rykket grænserne for musikverdenen. Tidligere i år overrumplede ikonet endnu engang sit publikum, da hun til verdenspremieren på sin Cornucopia Tour præsenterede sin karrieres hidtil mest ambitiøse sceneprojekt. Touren bestod af otte totalt udsolgte koncerter i New York og drog herefter videre til Mexico. Nu har Björk offentliggjort en række europæiske koncertdatoer, der bringer hendes ambitiøse Cornucopia Tour til Danmark, hvilket bliver hendes første indendørs koncert i Danmark siden 1997.

Koncertrækken er af flere medier blevet beskrevet som det mest avancerede, teatralske og ekstravagante koncertformat fra Björk til dato. Dazed Digital skriver om Cornucopia Tour: ”…indhyller fans i et sensorisk techno-akustisk utopia, der er fæstet sammen med et gribende sociopolitisk budskab om behovet for øjeblikkelig handling på klimakrisen”. Hos New York Magazines anmelder er der også begejstring: ”Björks Cornucopia er det vildeste visuelle værk i en koncert, som jeg nogensinde har set. Det er en af de mest utrolige opvisninger i lys og lyd, som nogensinde kommer til at kunne opleves på en scene i denne by”, og Brooklyn Vegan skriver: ”100 minutter med en nærmest overvældende bølge af lyde og billeder, et sandt festmåltid for sanserne og en ekstatisk hymne til naturen. Hendes stemme lød som altid helt utrolig og svandt aldrig i styrke gennem showet, som var det udledt af en uendelig kilde af kraft og energi”. Også medier som The New York Times, The Guardian og Rolling Stone er ekstatiske over Cornucopia.

Björks Cornucopia Tour er skabt af Björk med original musik co-produceret af Arca og instrueret af den kritikerroste argentinske filminstruktør, Lucrecia Martel, og griber fat i temaer som femininitet og klimaforandringer. Selv beskriver Björk Cornucopia-koncertrækken som ”et digitalt teater eller en sci-fi koncert”, hvor ”det akustiske og digitale mødes, støttet af en række samarbejdspartnere”. Koncertrækken er et kunststykke af en multimediekoncert med spektakulære visuelle effekter, overvældende videoinstallationer, omfattende lydopsætninger og et 52 personer højt kor. Udover materiale fra Björks lange karriere består koncertrækken især af numre fra albummet ’Utopia’ fra 2017, som hun ikke tidligere har fremført live.

Det bliver en helt magisk, spektakulær og tankevækkende oplevelse, der venter publikum, når den islandske verdensstjerne, multikunstner og ikon, Björk, bringer sin Cornucopia Tour til Royal Arena torsdag den 5. december.

Billetter til Björk: Cornucopia Tour i Royal Arena kan købes fra fredag den 6. september kl. 10:00 via ticketmaster.dk. Det er en fuldt siddende koncert med nummererede siddepladser.