Danish Fight Night
Bettina Palle og Royal Arena i samarbejde om Danish Fight Night
Promoter Bettina Palle og Royal Arena går sammen om flere boksestævner, hvor det første bliver en hyldest til Mogens Palles betydning for dansk professionel boksning gennem otte årtier. Det foregår fredag den 26. maj i Royal Arena Hall, der er en tilpasset version af den store Royal Arena.
Efter en lidt stille periode er der igen grøde i dansk professionel boksning, og den positive udvikling får et markant vitamintilskud med et langsigtet samarbejde mellem promoter Bettina Palle og Royal Arena. Parterne har foreløbigt aftalt to stævner i Royal Arena i 2023, men målsætningen er en videreudvikling af dansk professionel boksning med Royal Arena som et nyt boksemekka i København. På sigt forventer både Bettina Palle og administrerende direktør i Royal Arena, Dan Hammer, op til fire boksestævner årligt i den smukke arena i Ørestad.
Det første Danish Fight Night-stævne i Royal Arena afvikles fredag den 26. maj, og det bliver både en aften med fremragende boksning og en hyldest til nyligt afdøde boksepromoter Mogens Palles enestående betydning for dansk professionel boksning gennem otte årtier. På nuværende tidspunkt ligger det fast, at dansk professionel boksnings største navn, Sarah Mahfoud, og det danske ubesejrede stortalent, Oliver Meng, skal i ringen i Royal Arena.
“Jeg er meget glad for det nye samarbejde med Royal Arena, og jeg er sikker på, at vi i fællesskab kommer til at levere en festlig boksebegivenhed på premiereaftenen den 26. maj. Boksning er en fantastisk sport, som taler til noget dybt i mennesket og spiller på en masse fundamentale følelser: Der er masser af drama i ringen og meget på spil for bokserne personligt. Det er partnerskaber som dette, der for alvor kan løfte bokserne og give hele sporten et rygstød. Jeg tror på, at de fantastiske omgivelser vil motivere topatleter som Sarah Mahfoud og Oliver Meng samt de øvrige boksere, der skal i aktion. Det vil hele bokse-Danmark nyde godt af,” siger Bettina Palle.
Kapacitet på 3.000 tilskuere
Danish Fight Night afvikles i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena. I første omgang konfigureres Royal Arena Hall til en tilskuerkapacitet på lidt over 3.000, men kapaciteten kan meget enkelt øges, hvis efterspørgslen tilsiger det.
-Publikum kommer helt tæt på ringen, og jeg er overbevist om, at der er talent, tilskuere og tv-seere nok til, at professionel boksning kan få en ny storhedstid i Danmark. Det forudsætter imidlertid en klar og langsigtet strategi samt en solid organisering, og sammen med Bettina Palle tror jeg på, at vi kan skabe de nødvendige forudsætninger. Jeg glæder mig til at byde publikum velkommen til topsport i verdens smukkeste arena, siger Dan Hammer.
Billetsalget til Danish Fight Night den 26.maj i Royal Arena starter på fredag den 24.marts kl. 10.00 hos Ticketmaster.
Billetpriserne starter ved 195 kroner plus gebyr