Gilli

Tirsdag, 29. oktober 2019

Gilli indtager Royal Arena

Billetterne blev revet væk, da Gilli i foråret gik på scenen til to udsolgte koncerter i Store VEGA. Et år senere er Gilli nu klar til at indtage landets største arena, når han den 10. april 2020 giver koncert i Royal Arena.

Gilli har de seneste år domineret de danske hitlister med singler som ”C’est La Vie”, ”Helwa”, ”Orale”, ”Habibi Aiwa”, ”Tidligt Op”, ”Langsom” og ”Rica”. Hitparaden blev i sommeren 2019 efterfulgt af debutalbummet Kiko, som gik direkte ind som nr. 1 på den danske hitliste, og blev der i otte sammenhængende uger. Musikmagasinet Soundvenue kvitterede med 5 ud af 6 stjerner, mens førstesinglen ”Vai Amor” for længst har rundet 15 millioner afspilninger på Spotify, og samtidig var sommerens mest streamede danske sang.

Gilli er med andre ord et af tidens allerstørste navne herhjemme og ikke mindst forløber for den nye bølge af dansk urbanmusik, inspireret af eksotiske og fjerne kroge af kloden, der de seneste år er skyllet ind over landet. Gilli er desuden fast bestanddel af hiphop-crewet B.O.C., som også Kesi, Noah Carter og Benny Jamz er en del af. Både i samarbejde med sine musikalske kammerater og på egen hånd, har Gilli gang på gang imponeret anmelderne og taget sine lyttere og live-publikum med storm.

Den danske rappers succes tog allerede fart i 2017, hvor hans store indflydelse på dansk musik blev understreget med hele tre statuetter til Danish Music Awards i kategorierne ’Årets Danske Udgivelse’, ’Årets Danske Solist’ og ’Årets Danske Sangskriver’.

Da Danish Music Awards i år løb af stablen, var Gilli igen nomineret i tre kategorier – denne gang for ’Årets Danske Solist’, ’Årets Danske Urbannavn’ og ’Årets Danske Streaminghit’ for ”Vai Amor”.
Koncerten i Royal Arena er Gillis første headline show siden udgivelsen af Kiko og en decideret milepæl for artisten, som vil præsentere sine fans for en fest i særklasse.

Billetter kan købes fra fredag den 1. november kl. 10.00 via Ticketmaster.dk