Hele Danmark fejrer Kronprinsen
’Hele Danmark fejrer Kronprinsen’ på DR1
Den 26. maj fylder Kronprinsen 50 år. I den anledning ønsker DR at samle Danmark til en fælles fejring af Kronprinsen ved et storstilet fødselsdagsshow i Royal Arena. Med gæster, indslag og musik tegner DR et portræt af Danmarks næste regent. ’Hele Danmark fejrer Kronprinsen’ bliver sendt live den 27. maj klokken 20.00 på DR1.
DR ønsker at samle befolkningen til en festlig aften for at markere Kronprinsens runde fødselsdag og minde os om den samtid, vores Kronprins udspringer af.
- Når Danmarks kommende konge fylder et halvt århundrede, er det ikke udelukkende en mærkedag for Kronprinsen og familien – i et historisk perspektiv er det også en særlig dag for Danmark. Det er en stor national begivenhed og en god anledning til at fortælle en bred historie om dansk kultur og identitet, siger underholdningschef i DR Jan Lagermand Lundme.
Lukas Graham og Oh Land deltager i fejringen
I ’Hele Danmark fejrer Kronprinsen’ skriver DR sammen med befolkningen festtalen til Kronprinsen og dykker ned i historien om den tid, som Kronprinsen er født ind i. Det bliver både højtideligt og underholdende, når Kronprinsen, seerne og de omkring 14.000 publikummer indtager Royal Arena. Forude venter en særlig aften fuld af gæster, indslag og musik og blandt nogle af de musikalske kunstnere der deltager i fejringen, kan DR allerede nu afsløre, at Lukas Graham og Oh Land indtager scenen.
Surrugue og Steffensen leder fødselsdagsfesten
Det bliver Stéphanie Surrugue og Mads Steffensen, der som værter leder publikum og seerne gennem fødselsdagsfesten, og allerede fra klokken 18.00 følger DR1 gæsternes ankomst på den røde løber ved Royal Arena.
Fødselsdagsfest for alle
Da DR tilstræber, at hele landet kan være repræsenteret i Royal Arena den 27. maj, er der foretaget en geografisk fordeling af billetterne, så publikum i salen så vidt muligt kommer fra flere danske landsdele. Bidrag fra en række fonde gør det muligt at holde billetpriserne i hele salen på kr. 150,- pr. person inkl. moms og gebyr.
- Det er vigtigt for DR, at denne fejring af Kronprinsen bliver en ægte folkefest, som befolkningen i hele landet kan tage del i. Fondenes bidrag kan være med til at realisere denne ambition. Med Kongehuset i fokus som en betydningsfuld institution i det danske samfund vil vi med denne festlige aften tegne vores fælles historie og samtidig give et blik ind i den nye tid, der kommer, siger Jan Lagermand Lundme.
DR tager del i fejringen med flere programmer henover foråret. Mere information herom følger på dr.dk.
Fondene er: Oticon Fonden, Spar Nord Fonden, Sydbank Fonden og Lundbeckfonden.
For mere information om billetter: drbillet.dk.