Royal Arena runder milepæl
Royal Arena runder milepæl
Når britiske Mumford & Sons går på scenen fredag d. 17. maj i en snart udsolgt Royal Arena, er det arrangement nummer 200 i den københavnske arenas blot 27 måneders levetid.
-Der har været fart på, siden Metallica indviede arenaen tilbage i februar 2017 med tre udsolgte koncerter på en uge. Nu runder vi arrangement nummer 200, og vi glæder os over, at vi senest ved udgangen af året vil passere udsolgt arrangement nummer 60. Kigger vi på antal besøgende, vil gæst nummer 1.500.000 gå gennem arenaens speedgates i løbet af juni, så det vidner om, at Royal Arena hurtigt har indtaget en fremtrædende position i det danske underholdningsunivers. Vi takker de dygtige danske arrangører, som konstant arbejder for at tiltrække de største artister og sportsbegivenheder til København og Royal Arena, siger Dan Hammer, direktør i Royal Arena.
Hæsblæsende måneder i vente
Året i Royal Arena har allerede budt på blandt andet VM i Herrehåndbold, tre Lukas Graham koncerter med over 45.000 gæster, udsolgte koncerter med Post Malone, Andrea Bocelli og Shawn Mendes samt et besøg af USA’s tidligere førstedame, Michelle Obama.
-Vi havde travlt i 2017 og 2018, og det fortsætter heldigvis i 2019. Alene i maj og juni får vi besøg af flere end 165.000 gæster i Royal Arena. Det starter fredag i denne uge med britisk humor i form af Michael McIntyre, inden det fantastiske familieshow ”Walking with Dinosaurs” tager over. Derefter går prominente internationale artister som Elton John (to gange), Backstreet Boys, Eagles, Tenacious D, Gods of Rap og Mark Knopfler på scenen. Og det fremragende danske islæt står Anne (Linnet), Sanne (Salomonsen) & Lis (Sørensen) for med to koncerter, siger Dan Hammer, der endvidere kan se frem til et efterår med blandt andre Muse, Khalid, Alice Cooper, Ariana Grande, John Mayer, Cher, Michael Bublé, The National, Phlake og The Minds of 99 på plakaten i Royal Arena.