Stærkt første år for Royal Arena
Blot et år efter åbningskoncerten med Metallica går gæst nummer 500.000 gennem en speedgate i Royal Arena. Det sker til Gulddrengs afskedskoncert på fredag den 2.februar.
-2017 var et stærkt år i Royal Arena, og 2018 bliver endnu bedre, siger administrerende direktør, Dan Hammer, med henvisning til såvel arrangementsprogram som besøgstal i Danmarks nye underholdningsmekka, der åbnede 3. februar sidste år.
Verdensnavne som Metallica, Bruno Mars, Drake, Céline Dion, Aerosmith, Nick Cave og Queen + Adam Lambert samt et yderst varieret program trak lidt over 469.000 gæster til den smukke arena i Ørestad i løbet af 2017. Og når et femcifret antal gæster den 2. februar går gennem arenaens speedgates for at tage afsked med fænomenet Gulddreng, vil en af gæsterne blive begavet som gæst nummer 500.000 i Royal Arena.
-Vi nåede den første milepæl med gæst nummer 100.000 allerede efter en måned, og nu når vi lige præcis den næste i form af gæst nummer 500.000 i løbet af det første år. Og med det antal billetter, der allerede er solgt til årets arrangementer, tror vi, at gæst nummer 1 million også vil blive fejret i 2018. Vi er stolte og ydmyge over, at arrangører, den danske befolkning og Københavns turister har taget så vel imod Royal Arena, siger Dan Hammer.
Et ekstremt varieret program
År to i Royal Arena åbnede med en totalt udsolgt koncert med Depeche Mode, og forude venter et væld af oplevelser med store musiknavne som blandt andre Kendrick Lamar, Lady Gaga, Sam Smith, Iron Maiden, Katy Perry samt to koncerter med Pink Floyd-legenden Roger Waters og to koncerter med rockikonerne fra U2. Flere 2018-offentliggørelser er i vente i den nærmeste fremtid.
-Det er selvfølgelig meget tilfredsstillende, at Royal Arena allerede er et naturligt stop på de allerstørste artisters turnéer, og det skylder vi landets dygtige arrangører en stor tak for. Derudover er jeg begejstret for programmets store variation. I løbet af de første par år når vi udover koncerterne at præsentere dansk og international Stand Up Comedy, flere musicals, Cirque du Soleil, E-sport, Wrestling, action-mættede familieshows som Fast & Furious, en fusion af lyd og billede i Game of Thrones Live samt store mesterskaber i svømning, ishockey og håndbold. København og Royal Arena er et storby-eventyr af fineste karat, og det er først lige begyndt, siger han og fortsætter:
-En væsentlig årsag til arenaens succes er udsolgte eller meget velbesøgte koncerter med danske artister som Dizzy Mizz Lizzy, DAD, Nik & Jay samt Carpark North, og snart kommer Gulddreng, Alex Vargas og Nephew. Der er masser af kvalitet og talent på den nationale musikscene, og det kan sagtens bære i en arena af Royal Arenas størrelse. Jeg er sikker på, at vi vil se mange flere danske navne på plakaten fremover.