Vær klar til at købe din billet til VM i herrehåndbold

Fredag, 29. juni 2018

Mandag d. 2. juli klokken 10 bliver den sidste store portion billetter til VM i januar 2019 sat til salg. Samtidig har IHF offentliggjort et mere detaljeret kampprogram, så det er muligt at få et overblik over kampe og spilledage for de enkelte hold.

Det er med at sidde klar ved tasterne mandag klokken 10, hvis du vil sikre dig en billet til VM i herrehåndbold 2019. For de tidligere billetter, der har været sat i salg, er blevet revet væk – særligt til den danske åbningskamp i Royal Arena i København og til finalen i Jyske Bank Boxen i Herning.

Du kan se det fulde kampprogram og købe dine billetter fra på mandag på http://www.handball19.com/

Med et opdateret kampprogram er det nu også muligt at sikre sig billetter til lige den kamp, man drømmer om, ligesom man kan se alle spilledage for det danske hold. Danmark spiller deres første kamp i Royal Arena torsdag d. 10. januar mod Chile, og derefter rykker Håndboldherrerne til Herning, hvor resten af kampene i deres gruppe C bliver spillet i Jyske Bank Boxen. Her møder Nikolaj Jacobsens tropper Tunesien lørdag d. 12., Saudi Arabien mandag d. 14. og Østrig tirsdag d. 15. I den sidste kamp i gruppen brager danskerne sammen med de norske tropper tirsdag d. 17. januar. Hvis Danmark går videre fra den indledende runde, spiller de d. 19., 21. og 23. januar i Jyske Bank Boxen. Semifinalerne foregår fredag d. 25. januar i Hamburg, mens finalen og bronzekampen bliver spillet i Herning søndag d. 27. januar.   

København bliver i den indledende runde invaderet af en blå/gul hær af håndboldfans fra vores naboland, da Sverige spiller deres indledende runde i Royal Arena. Her møder de Argentina, Angola, Qatar, Egypten og Ungarn i kampen om billetten til mellemrunden.

Når man køber en billet til Danmarks kampe, får man samtidig adgang til de øvrige kampe, som bliver spillet på dagen. I den indledende runde får man de fleste dage tre kampe på en billet, mens man i mellemrunden får to eller tre kampe i Herning og fire kampe i Royal Arena i København.   

Billetterne til verdensmesterskabet bliver solgt via www.handball19.com. Her kan du både købe billetter til kampene i Danmark og kampene i Tyskland.

Det 26. VM i herrehåndbold bliver arrangeret i samarbejde mellem Tyskland og Danmark. VM-kampene bliver spillet i Herning og København i Danmark, hvor Sport Event Denmark er partner, samt Hamburg, Berlin, Köln og München i Tyskland.

Du kan følge med i alt det nyeste om VM på mesterskabets facebookside https://www.facebook.com/Handballworldchampionship2019/