Tenacious D

Wednesday, 1. May 2024 - 20:00

Tenacious D giver dansk arenakoncert

Jack Black og Kyle Gass er det ustyrlige makkerpar bag Tenacious D, som den 1. maj 2024 bringer deres ’Spicy Meatball Tour’ til Royal Arena. 

Den dynamiske duo Tenacious D dannede i slut 90’erne, hvad de selv – ydmygt – kalder the Greatest Band That Ever Played on Planet Earth. 

Det hele startede i en lille studielejlighed i LA, og der gik ikke lang tid, før de i 2001 stod med et platinsælgende album. Derfra gik det kun én vej, og i 2012 modtog de en GRAMMY-nominering for pladen Rize of the Fenix i kategorien ’Best Comedy Album’. Året efter, i 2013, grundlagde de musik- og comedy-festivalen Festival Supreme i LA, som i løbet af sine første fire år lagde scene til navne som Adam Sandler, Sarah Silverman, Flight of the Conchords og ”Weird Al” Yankovic. Atter et år senere, kunne Tenacious D kalde sig GRAMMY-vindere i kategorien ’Best Metal Performance’ for deres cover af Ronnie James Dios ”The Last In Line”.

Der har med andre ord været fart på for de to kreative sjæle, og Tenacious Ds store succes er langt fra begrænset til musikkens verden. 

Både Kyle Gass og ikke mindst Jack Black har nemlig flere skuespilpræstationer på cv’et, og Tenacious D-projektet har i den grad også levet på skærmen. 

I 1999 var de på sendefladen i HBO-serien Tenacious D, mens de i 2006 udgav filmen Tenacious D in the Pick of Destiny. I 2018 kom så Tenacious D in Post-Apocalypto – en animeret, håndtegnet film, som Black og Gass selv lagde alle stemmer og skrev soundtracket til. Duoens postapokalyptiske univers blev fuldendt i 2020 med The Graphic Novel. 

I løbet af de seneste år har duoen udgivet flere coversange af bands som The Beatles og The Who i velgørende formål. De har sågar også introduceret deres egne ’Tenacious D Fiber d’Lish’ energibarer. 

Indtil videre har 2023 blandt andet budt på hitsinglen ”Video Games”, som allerede har mere end 27 millioner visninger, og deres virale cover af Chris Isaak’s ”Wicked Game”. Derudover har 
Tenacious D taget hul på deres ’The Spicy Meatball Tour’ med to udsolgte shows i Las Vegas og optrædener i hele 24 byer. 

Det er præcis den tour, som til foråret rammer København og de danske fans i en eksplosion af hård rock og prisvindende humor.

Billetsalget til koncerten starter fredag den 6. oktober klokken 11.00 via ticketmaster.dk