Benjamin Hav & Familien

Tirsdag, 31. januar 2023

BENJAMIN HAV & FAMILIEN PRÆSENTERER ’BIG SHOW!’

Benjamin Hav & Familien blæste i 2022 publikum bagover med deres anmelderroste liveshow. I 2023 lover Benjamin, at showet bliver større end nogensinde, når Benjamin Hav & Familien præsenterer turneen ’BIG SHOW!’. En turné, der tager showet rundt til 15 byer i landet, og som kulminerer med deres største koncert til dato, når de spiller i Royal Arena. 

Benjamin Hav forklarer: 

”Sidste år lavede vi noget small-timer, der virkede BIG!  Derfor mener jeg, at det nu er tid til at lave noget, der er sådan ægte BIG! Så må vi se, om vi er for meget nogle small-timere til, at det bliver rigtig BIG, eller om vi kan få det helt op og blive BIG BIG! Grundlæggende tror jeg på, at det bliver BIG SHOW! For Familien har lovet mig, at de vil gøre, hvad der skal til. De gør jo altid alt, hvad jeg beder dem om, så derfor kan showet næsten kun blive the BIGGEST SHOW THAT THE WORLD HAS EVER SEEN EVER BEFORE ON THIS PLANET BIG!! Det er BIG!”

Det bliver nok ikke for small-timers, når Benjamin Hav & Familien indtager nogle af landets største scener med ’BIG SHOW!’ I 2022 blev publikum indlemmet i Familien, og Benjamin Hav cementerede sig som et af Danmarks absolut bedste livenavne med et nytænkende show. I efteråret 2023 bliver dette nye show endnu større, endnu vildere og endnu mere som aldrig før.  ”BIG SHOW!” er et helt nyt show; et show, der er helt anderledes, end hvad man har set tidligere i Danmarkshistorien. Ja, det bliver faktisk større end det største, man kan forstille sig som en lille dansker!

Om ideen til showet uddyber Benjamin: 

”Jeg har jo lovet min syge mor at gøre det ypperste for Danmark. At gøre det bedste jeg kan! Hun sagde: ”Benjamin. Det skal være større end stort. Det skal være BIG!” Jeg sagde ok mor. Så gør vi det. Så prøver vi at lave det, som du vil have det. Sådan helt Bjarke Ingels BIG! Du ved kæmpe stort beton i ørken BIG! Vi kører måske ind i en HUMMER denne gang! Sådan kæmpe Co2-svin start på showet BIG!”

Det er svært at finde fyldestgørende superlativer til Benjamin Hav & Familiens koncerter, men ’genialt’, ’innovativt’ og ’rablende vanvittigt’ lader til at gå igen. Hele det samlede anmelderkorps kastede stjerner og roser af sig.

”Benjamin Hav & Familien på Smukfest var en af de sjældne koncerter (…)” Politiken, 6/6 hjerter.

”(…) Benjamin Hav sprang ud på dybt vand, hvor han sagtens kunne bunde. Det var rablende. Men ufatteligt godt tænkt.” Ekstra Bladet, 5/6 stjerner.

”(…) han befinder sig i det hele taget et sted i karrieren, hvor han har hele pakken som liveartist.” Jyllands-Posten, 5/6 stjerner

”Efter en koncert, man ønskede aldrig fik ende, hørtes det overalt på pladsen, at dette var et øjeblik, der vil leve længe i bevidstheden hos de tilstedeværende (…)” GAFFA, 6/6 stjerner.

Efter sommerens kavalkade af succesfulde og overvældende festivalshows lagde Benjamin Hav & Familien vejen forbi Danmarks fire største byer med koncerter, der høstede dem flere 5-stjernede anmeldelser fra blandt andet GAFFA, Soundvenue og Ekstra Bladet, som udtalte: ”Manden er herligt uhæmmet, og efter han fremkaldte euforiske tilstande på sommerens festivaler, cementerede han sin status som en af de mest spændende originaler i dansk showbiz på K.B. Hallens legendariske scene. (...) Sådan slipper man sig selv og 4500 andre løs.”

Med sig på scenen har Benjamin Hav sit trofaste band, ’Familien’, som består af Emil Falk (Guitar), Birk Nevel (Percussion), Kristoffer Sjelberg (Trommer), Bastian Sjelberg (Bas), Andreas Stigkær (Keys), Troels Mørkenborg (Danser/Kor/Blæser) og Torben Jensen (Danser/Kor/Blæser), der tilsammen giver samtlige numre i sættet helt nyt liv med deres flamboyante live-versioner af sange som ”Den Dejligste Boy”, ”Musse” og ”Cannelloni & Kød” samt Benal hitsene ”Uh Babe” og ”Nu Her”.

Billetter til Benjamin Hav & Familiens ’BIG SHOW!’ går på salg torsdag d. 2. februar kl. 10:00.