
Dizzy Mizz Lizzy & D-A-D - 17. februar 2017
Live Nation og Royal Beer præsenterer:
DIZZY MIZZ LIZZY & D-A-D
ROYAL ARENA
FREDAG 17. FEBRUAR
De første danske kunstnere på scenen i Københavns nye Royal Arena er to af Danmarks absolut største rockbands: Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D!
Dizzy Mizz Lizzy spiller deres eneste koncert på Sjælland i 2017, når de sammen med kollegaerne fra D-A-D får æren af at være de første danske kunstnere, der spiller koncert i den nye Royal Arena i København.
Konstellationen med de to rockmastodonter i samme koncert er ikke ny. De to bands kunne i fællesskab melde udsolgt for mere end 30.000 billetter til deres koncerter på Østerbro Stadion i København og Aarhus Havn i sommeren 2015.
Så der er ingen tvivl om, at airconditionanlægget i den nye Royal Arena kommer på hård prøve, når Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D slår pjalterne sammen til en aften med store hits, legendariske riffs, og iskolde fadøl.
Koncerten markerer også navnesponsor, Royal Beers, engagement i den nye arena. Både Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D har været ambassadører for bryggeriets Tak Rock program, der har støttet vækstlaget i dansk musik igennem de seneste 7 år, og den fælles koncert er derfor også en kulmination på et langt og fortsat intensiveret engagement i det danske musikmiljø.
Jesper Binzer, D-A-D
”At få lov at spille åbningen af Danmarks nye kæmpe arena, ja det er sgu lige os - mange tak! - vi lover at komme!! Og lover at spille et overflødighedshorn af væg til væg D-A-D klassikere, måske tilsprinklet lidt overraskelser ? ...uanset; vi ses til februar”.
Tim Christensen, Dizzy Mizz Lizzy
”Vores lille trio er stolte af at få lov til at spille i den nye fantastiske Royal Arena som nogle af de første. Vi glæder os til en aften i rockens tegn sammen med vores kollegaer i D-A-D og er sikker på, at vi sammen nok skal få indviet det hele med manér”.
Billetpriser: 450,- / 370,- / 320 kr. + gebyr
Billetter kan du købe ved at klikke her