Eros Ramazzotti

Torsdag, 9. juni 2022

Verdensberømte Eros Ramazzotti besøger Royal Arena

Oplev den italienske superstjerne d. 4. maj 2023 i Royal Arena

Billetter kan købes fra d. 23. juni 2022 via Ticketmaster.dk

En af Europas største poplegender kommer endelig tilbage til danske breddegrader i forbindelse med en verdensomspændende turné. Den italienske sanger Eros Ramazzotti har charmeret millioner af lyttere igennem 35 år, solgt 70 millioner plader, streamet mere end 2 milliarder gange globalt og sunget duetter med ikoniske musikere som Tina Turner, Cher, Andrea Bocelli, Joe Cocker og Carlos Santana. I Danmark kendes stjernen især for de storhittende kærlighedsballader ”Più Bella Cosa”, “Cose Della Vita”, ”Un’ Altra Te” og ”Fuoco Nel Fuoco”, som strækker sig over karrierens i alt 17 album.

Det internationale popfænomen medbringer både velkendte hits og helt nye sange fra sit kommende album, der lander i september 2022. Koncerterne markerer derfor et nyt kapitel i hans musikalske rejse, som fra efteråret vil føre kunstneren til storslåede arenaer verden over inklusive København. Han spiller sit største show i Danmark siden 1998 – og har helt siden dengang bevist sin gentagne veloplagte koncertform. Sangeren er tidligere omtalt som en ’gudsbenådet showman’ og fik til sin seneste danske optræden rosende ord fra GAFFA:

”(…) mange har kaldt Eros Ramazzotti en flødebolle, en smørtenor, en latinlover. Og det forstår jeg godt. Det lidenskabelige, det iltre, det indladende fornægter sig således ikke. Men Ramazzotti er altså andet og mere end det. Han er ikke bare også en dygtig sanger, han er også en dygtig guitarist.” (GAFFA 2019). 

De sidste års stilhed på koncertfronten har givet Ramazzotti tid til at fordybe sig i sangskrivning og indspille nye numre, som nu vil bringes til live med et omfattende orkester til et helt særligt show. En mulighed for at samle fans om musikken og give en koncertoplevelse ud over det sædvanlige.

Eros Ramazzotti i Royal Arena d. 4. maj 2023

Billetter kan købes fra d. 23. juni 2022 via Ticketmaster.dk

Billetpris: 450-650 kr. + gebyr