Medina
Velkommen til Medina: Nattens dronning indtager Royal Arena i foråret 2024
Hele Danmarks Medina giver karrierens største koncert, når hun den 12. april indtager Royal Arena i København.
Det er som om, der er et før og et efter Medina. I hvert fald har sangerindens aftryk på den danske popscene været svær at overse, siden hun i 2009 skrev sig ind i den danske musikhistorie med sit andet album "Velkommen Til Medina", der blandt andet kastede sange som ”Kun For Mig”, ”Velkommen Til Medina”, ”Vi To” og ”Ensom” af sig.
Siden da har lyden af Medinas stemme og fængende popmelodier været trofaste ledsagere på dansegulve og hitlister landet over takket være efterfølgere som ”Jalousi”, ”Kl. 10”, Synd For Dig”, ”Det Smukkeste”, ”Når Intet Er Godt nok” og ”For Altid”, som netop er gået 4x platin med 80.000 solgte eksemplarer.
Medinas succes bygger blandt andet på en lyd, der omfavner up-tempo festsange, der gør det umuligt at sidde stille, såvel som følsomme popballader, der giver tårerne frit spil. Og med ærlige tekster om livets op- og nedture og en ukuelig arbejdsmoral har Medina, trods modvind, stået fast på sin rolle som en af landets allerstørste popstjerner.
Udover at være elsket af sine mange fans, har Medina også gennem tiden været en respekteret kunstner blandt sine danske musikerkollegaer. Det har ført til flere succesfulde duetter med artister som Burhan G, Thomas Helmig og Hjalmer, og den dag i dag – næsten 15 år siden Velkommen Til Medina landede – er hun stadig en eftertragtet samarbejdspartner i musikbranchen. Det gælder også blandt landets helt nye artister, hvilket 2023-singlerne ”Love Isn’t Easy” med den elektroniske popgruppe Kind Mod Kind og ”Lidt Endnu” med den fremadstormende pop- og hiphopartist D1MA vidner om.
I sommeren 2023 markerede Medina sin tilbagevenden til de store danske scener, da hun indtog festivaler som Tinderbox, Smukfest, Jelling og Grøn Koncert med flotte anmeldelser til følge.
Blandt andet skrev Fyens Stiftstidendes anmelder efter koncerten på Tinderbox, at Medina leverede en ”formidabel fredagsfest” og ”en af sine bedste koncerter nogensinde”, mens GAFFAs anmelder kaldte hendes københavnske Grøn Koncert-optræden en ”Respektindgydende pragtpræstation” og kvitterede med 5/6 stjerner.
Det er ikke så svært at forstå, hvorfor Medina gennem sin karriere har vundet et væld af priser - inklusive DMA’s prestigefulde ærespris - og nu fortsætter eventyret for Danmarks ukronede pop- og klubdronning, når Medina byder velkommen i Royal Arena til april.
Det officielle billetsalg starter mandag den 9. oktober kl. 10.00 via Ticketmaster.dk